Mennesker er ikke bygget til indespærring

Ordene nåede op til hende alligevel.

Astrid stoppede på afsatsen.

Hun sank. Komplekskuller. Det var en dødsdom. Indespærring fik folk til at miste forstanden. Det vidste alle. Ligesom alle vidste, at den eneste vej ud af kuller, var en frisættelse.

Frygten for det udenfor har defineret livet lige så langt tilbage, Astrid kan huske. Det, og knaphed af alt fra plads til ressourcer i de hermetisk lukkede bygningskomplekser. Alle skal være nyttige og bidrage til fællesskabet.

Det eneste fællesskab hun kender til, er det hun har med sine online venner. De er hinandens faste holdepunkter i en verden, der ofte kalder dem ubrugelige og derfor ikke mener, at de har ret til at eksistere.

Men hvad sker der egentlig, når man frisættes? Ingen er nogensinde kommet tilbage efter at være blevet smidt ud, og det sidste, man hører, fra de frisatte er deres skrig.

Bagom Kakerlakkerne 

Bogpræsentation af C. C. Thybro (udgivet i Novum nr. 151)

Hvad sker der, hvis omverdenen ikke synes, at man er brugbar? Hvis man falder udenfor normen, og ikke kan bidrage til almenvellet på samme måde som alle andre. Har man så overhovedet ret til at leve? Og hvad sker der, når man insisterer på at have lov til at eksistere alligevel?

—

I Komplekskakerlakkerne møder vi en lille gruppe venner, der på hver deres måde ikke lever op til omverdenens krav, og gennem bogen følger vi deres forsøg på at finde en måde at eksistere på alligevel, og gøre op med spørgsmål som: Hvem har mest ret til at leve?

At stille moralske dilemmaer og situationer op, hvor der ikke er nogen gode valg – eller rettere at alle valg har gode og dårlige konsekvenser – er en af de ting, som jeg synes, at science fiction som genre kan gøre helt unikt godt. De alternative universer og fremtidsscenarier, som worldbuildingen sætter op, understreger forskellige tematikker ved at lade forskellige moralske dilemmaer og konflikter udspille sig helt ude på kanten af samfundet og i settings, hvor alting er sat lidt ekstra på spidsen.

Science fiction er sådan helt generelt en genre, der udforsker det svære forhold mellem individet og samfundet. Mennesket er et socialt dyr, og vi lever i samfund, fordi det er sådan vi trives bedst, men med denne levevis kommer der også en række regler og normer. Disse regler (skrevne som uskrevne) kan være mere eller mindre restriktive og fornuftige (f.eks. 'mord er forbudt'), hvor andre er mere arbitrære og gør mere skade end gavn (f.eks. den strikse binære kønsopdeling, hvor man bliver straffet socialt for at bryde med normen).

I Komplekskakerlakkerne er vi på mange fronter gået lidt tilbage til nogle mere konservative værdier, hvor der kun er en korrekt måde at leve på. Så hvad sker der, når man ikke kan eller vil leve som majoriteten? Nogle af karaktererne kan ikke tilpasse sig; de står simpelthen derude, hvor de gerne vil gøre det "korrekte", men simpelthen ikke evner det. Andre slider imod de snævre rammer, som samfundet har sat til dem. Og nogle tilpasser sig, selvom de må skære en hæl og klippe en tå og lide en form for moralsk og åndelig død, for at gøre det. Der er ingen lette valg, og det er ikke bare et spørgsmål om frynsegoder; vi er derude, hvor det er et spørgsmål om at tilpasse sig eller blive udstødt, hvilket i mange tilfælde er den visse død.

Så hvad hvis man ikke kan?

Min egen rejse med science fiction har startet med forfattere som f.eks. Ray Bradbury med Fahrenheit 451 eller hans Marskrønniker, Jurassic Park af Michael Crichton og Ender's Game af Orson Scott Card. Forskellige horror-forfattere (som Mira Grant og Lovecraft) har også sat sine præg, bl.a. fordi vi har med tematikker med et stort overlap at gøre – i horror er det et spørgsmål om overlevelse, frygten for det fremmede og hvad det vil sige at være menneske. Hvilket spiller helt fantastisk sammen med tematikker om hvordan vores samfund er opbygget, hvilke værdier det er bygget på og hvordan disse får os til at handle. Hvordan beslutter vi, hvem der er "os" og hvem der er fremmede? Og hvordan passer individet ind i dette puslespil?

Alle har de nævnte forfattere og fortællinger tilfælles, at de handler om store, moralske valg og deres konsekvenser både for individ og samfund, samt ikke mindst hvordan disse kan forskubbe eller genetablere balancen mellem de to instanser.

Det er interessen i disse dilemmaer, der i sin tid forvandlede Komplekskakerlakkerne fra en novelle ved navn Komplekskuller til en roman. Jeg havde sat denne her lille, tillukkede verden op med et stort mystisk udenfor og intense hierarkier indenfor, men der var ting, der pludselig krævede en forklaring, og de karakterer, jeg havde introduceret, var ikke færdige med at fortælle mig om deres kamp for et værdigt liv – og et liv i det hele taget. Det var især under corona at historien tog form, mens jeg sad derhjemme i isolation og funderede over, hvordan isolation og og knaphed påvirker mennesker, og hvordan ville verden tage sig ud, hvis isolationen aldrig stoppede igen? Hvad gør det ved mennesker at leve sådan, og hvordan påvirker det deres opførsel mod hinanden?

Det er store emner, og fascinationen med gnidninger mellem individ og samfund, nød vs. moral, og hvordan vi historisk set har en tendens til at tro at en normen er en moralsk størrelse, og ikke bare et værdisæt, der ikke nødvendigvis er universelt.

Det er også noget, jeg udforsker i min bog Ved verdens ende (2022), en roman der spørger, hvad det vil sige at leve et godt liv, at finde en mening med tilværelsen og hvordan dette ikke nødvendigvis ser ens ud for alle. Og ikke mindst hvordan problemer hurtigt opstår mellem individet, der gerne vil gå sine egne vegne og det omkringliggende samfund, der ikke nødvendigvis er tilfreds med at lade folk leve som de vil; heller ikke selvom det ikke direkte har noget med dem at gøre. Hvordan afvigelser hurtigt kommer til at virke som en trussel, når selve ens eksistensgrundlag og samfund syntes så skrøbeligt. Hvis denne bog skulle pitches kort ville det være en blanding mellem The Walking Dead og Den sorte hingst, da den står både står på zombier og en fremtids western-eqsue fortælling med heste.

Ligeledes kommer jeg ind på det i min voksenroman I skyggen af Udgårdsø (2023), der er en overnaturlig voksenthriller, hvor der er en gængs måde at gøre tingene på, og den hedder, at man ikke stiller for mange spørgsmål. Det er ikke science fiction, for der er ikke en videnskabelig forklaring på det der foregår, men det er samme tematikker, der ligger og lurer under overfladen. Hvor meget kan overlevelse undskylde, og hvem bestemmer hvis overlevelse, der vejer tungest?

Hvad gør nød (og frygt) ved mennesker, og hvornår holder almenvellet op med at kunne forsvare amoralske handlinger?