Tidslinje

Kronologisk rækkefølge: 

Brønden

Skyggegængeren (arbejdstitel)

I skyggen af Udgårdsø

Elise (novelle)

Skyggeaksens kald 2 + Skimmel (novelle)

Skyggeaksens kald 3

Bagom Skyggeaksen

Den lange vej til udgivelse

Jeg påbegyndte første udkast af I skyggen af Udgårdsø tilbage i det herrens år 2010. Det var 100% pantset. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle slutte henne og historien tog mange pauser i de fire år jeg var om at skrive udkastet færdig. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

Min idé var god. Mine karakterer spillede. Jeg havde udviklet en superfed setting (synes jeg). Men ... genren var forkert (ja, jeg troede, jeg skrev en krimi, så man kan forestille sig problemerne, da der begyndte at dukke skyggemonstre op), pacingen var helt forkert, og strukturen var lige til skraldespanden.

Det kunne jeg dog ikke se dengang, og jeg sendte stolt mit første udkast ud til en masse forlag, der så skyndte sig at sende et autosvar med NEJ TAK retur. Det kløede jeg mig meget i nakken over. Men i samme periode havde jeg – i forbindelse med et andet projekt – fået det råd fra en redaktør, at indimellem må man bare lægge et projekt i skuffen og skrive noget nyt. 

Så det gjorde jeg. Jeg opgav det dog ikke helt, og i løbet af de næste 8 år gennemarbejdede og redigerede jeg store dele af romanen så mange gange, at jeg i dag har et hemmeligt scrivenerprojekt med 14. forskellige udgaver af historien.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Jeg begyndte faktisk ret hurtigt at kigge på strukturen, og det hjalp ... lidt. Men I skyggen af Udgårdsø var et ambitiøst projekt, og jeg var ikke helt erfaren nok til at redde det. Dengang.

Jeg løb ind i det problem mange pantsere har; hvor plottere stirrer sig blinde på outlinen, så stirrer pantsere sig blinde på selve manus. De har allerede skrevet det, så det føles uomtvisteligt. Jeg skulle i hvert fald have lidt distance og lidt mere erfaring, før jeg kunne bære at skære en hæl og klippe en tå og gøre historien til det, den er i dag.

Det er uden tvivl det projekt, jeg har omskrevet flest gange, men da det endelig klikkede, hvad der manglede – det jo var en gyser for dælen da! Ikke en tør krimi! – så kunne  jeg pludselig se mine pacing-problemer tydeligt. Jeg fandt værkets  røde tråd, og så kunne jeg begynde at bruge min viden om genrer, story theory, karakterudvikling og struktur mere fornuftigt. 

Og så til sidst fik romanen naturligvis også de sidste pennepisk af min redaktør, Jonas Dinesen, hos Read.Die.Repeat. 

Godt, jeg kan lide at redigere, siger jeg bare.

Cosmic horror & genrerbastarder 

Cosmic horror, som jeg definerer det, er ikke så meget de store tentakelmonstre, der florerer i Lovecrafts værker (selvom det sagtens kan være det), det er mere fokus på denne her afgrundsdybe gru for vores egen ubetydelighed i et univers der er "indifferent". Frygten for det ukendelige og det uforståelige – og vores egen magtesløshed, når vi står overfor det.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Jeg synes, at det er en sej vinkel på gys. Også fordi gys/horror tit bliver = lemlæstelser, blod, splat og jumpscares (dog ikke i bøger), hvor denne her krybende uhygge og tvivl ved ens eget eksistensgrundlag, den har det med at blive hængende lidt længere. Især fordi den lægger op til, at man ser de her ting fra perspektivet af "den lille", hvilket jeg tit synes mangler i gys: magtesløsheden overfor overvældende odds, og et problem der ikke nødvendigvis har en løsning. Og slet ikke en god en.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Skyggeaksen har netop hentet sin inspiration i denne genre, selvom den er meget mere end det. Genremæssigt er serien nok en blanding af thriller, mysterie, portalfantasy, eventyr, og cosmic horror.

Jeg har altid godt kunne lide at blande forskellige genrer i mine værker, da jeg synes, at det har for vane at bringe nye perspektiver og idéer frem.