Bagom Ved verdens ende

The Walking Dead møder Den sorte hingst

Idéen tilVed verdens ende var flere år undervejs. Jeg har redet og elsket heste siden barnsben, så jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skrive i hvert fald en hesteroman, men i mange år var det bare noter i min notesbog som "ingen rideskole", "western" og "fokus på det særlige bånd mellem dyr og menneske".

Samtidig så havde jeg også en vag idé om en zombiebog, der udforsker en "tom" verden, og pludselig var der et overlap – begge mine idéer handlede faktisk om isolation, så da jeg læste Ray Bradburys bog Zen in the Art of Writing, hvor han netop snakker om at sætte modsatsrettede idéer og genrer sammen, så gav 2+2 pludselig 4.

Jeg elsker både hestebøger og zombiebøger, men begge genrer har også nogle trætte troper og klichéer efterhånden: I hestebøgerne handler det næsten altid mere om de andre på rideskolen, og i zombiebøgerne skal de næsten altid på en eller anden urealistisk rejse for at stoppe Jordens undergang. Det ville jeg ikke. Så bogen er sat i Danmark, og Jorden bliver ikke reddet.

Derefter begyndte jeg at undersøge, hvilke bøger (om både heste og zombier) jeg godt kunne lide. Jeg elskede Den sorte hingst, som barn og ung, og jeg elskede også zombiebøger som The Reapers are the Angels eller Forest of Hands and Teeth.

I Den sorte hingst er fokus på båndet mellem hesten og en lille dreng. Der er ikke noget gruppefnidder på en rideskole, og genremæssigt er bogen en blanding mellem eventyr og sportsroman. I den bliver den unge Alex skibbruden og redder sig (ved hjælpe af den vilde hingst) i land på en øde ø. De oplever en total isolation på denne her ø. De har kun hinanden, og mens de er på øen, ved de ikke, om de nogensinde vil blive fundet. Det er under dette dramatiske eventyr, at de former et unikt bånd baseret først på nød, men senere på gensidig tillid.

I zombiefortællingerne er der – i dem der virkelig bliver siddende under huden på mig – en følelse af at noget uigenkaldeligt er forbi. Jorden er gået under. Alle er døde. Det er også noget The Walking Dead tager ret fint op. Der er ingen vej tilbage. Og så er der jo også det fede motiv i første episode af The Walking Deadmed Rick Grimes, der – med cowboyhat på hovedet – rider ind i en storby på ryggen af en hest. Nu døde hesten vist ret hurtigt (sorry, spoiler), men billedet satte sig fast.

Jeg har også læst og set mange dystopiske fortællinger eller historier om isolation, hvor folk knytter sig til et dyr. Eksempelvis kunne man nævne filmen Love & Monsters (hovedpersonen finder en hund), Life of Pi (hovedpersonen er skibbruden og ender i en lille båd sammen med en tiger), zombieromanen Hollow Kingdom (fortælleren er en kælekrage). Zombiewesterns findes også, og i Dennis Jürgensens Kadaverjagt (en selvstændig fortsættelse til Kadavermarch) er hovedpersonen en eneboer med en hund. 

Så snart jeg havde outlinet romanen, fortalte jeg vidt og bredt om konceptet, og alles reaktion var lidt 'ha ha zombiehest', og folk synes egentlig, at det var lidt fjollet. Det var først, da jeg rakte ud til en anden hestepige, at jeg fik medhold i, at det kunne være ret fedt at udforske en verden spækket med zombier fra hesteryg. Men lige fra idéen klikkede på plads i hoved på mig, har jeg følt, at jeg havde fat i den lange ende.

Det var derfor ikke en idé, der kom til mig fiks og færdig, men en jeg måtte fremelske over en længere periode, mens jeg fandt ud af, hvad jeg helt præcist ville med den.