Nyheder & updates
2024
Oktober
Min seneste udgivelse – tweengyseren Spindelmanden – landede endelig og blev udgivet på årets Fantasy festival, hvor der blev taget godt imod både den og mig.
Det er en bog, der har været længe undervejs og efter en masse lige-ved-og-næsten aftaler med forskellige forlag landede den endelig det helt rigtige sted hos Read.Die.Repeat. <3
Bogen handler om kronisk sygdom, døden, venskab, kærlighed og at gribe livet. Og et børnespisende monster naturligvis.
Juni
I første halvdel af 2024 har jeg mestendels knoklet på at få årets to udgivelser klar:
Langpote: Katten, der ikke ville dele der er en billedbog om en fræk kat, der gør alt det man ikke må. Det er en fortælling, der lægger op til samtale, og som skal læses med et glimt i øjet. 🐈
Spindelmanden, tweengyseren om kronisk sygdom, døden, venskab, kærlighed og at gribe livet. Og et børnespisende monster, naturligvis.💀 Bogen udkommer til efteråret på Fantasyfestivalen.
Men jeg har også nået at skrive et par noveller, og jeg er så heldig, at de alle er blevet antaget:
Hjerteveninder der kommer til at være med i Forlaget Heimdals halloweenantologi "Skyggesjæle". Og hvis det er tilladt at prale lidt, så vandt den faktisk deres novellekonkurrence, hvilket jeg er helt vildt stolt over – især når jeg ved, hvilke talentfulde forfattere, der ellers er med i den samling.
Skovens hyrder der kommer med i Science Fiction Cirklens antologi Under overfladen 19.
Treats for Callie min første engelske novelle, der udkommer i Tint Journals Fall '24 issue
Havlængsel kommer også endelig til at se dagens lys i Forlaget Ildanachs antologi Fantastiske fabulationer II
Udover udgivelserne så skriver jeg løs på fortsættelsen til I skyggen af Udgårdsø – Første bog om Skyggeaksens kald, og er allerede begyndt at tænke på udgivelserne, som jeg har planlagt til 2025.
Om jeg når at blive færdig med Bog to om Skyggeaksens kald er ikke til at vide (ellers har jeg en lille backup YA-gyser 🤫), men Ved verdens ende får sig et nyt omslag og en lille ekstra historie, når den bliver genudgivet hos Read.Die.Repeat til foråret 2025.
Derudover så udkommer en fortsættelse til min lille børnebog Brønden hos Forlaget Krabat.
Jeg får – og har – travlt, men jeg glæder mig. 💚
2023
Januar
I 2023 står den på to voksenromaner og en novelleudgivelse.
Første roman er en science fiction fortælling, der hedder "Komplekskakerlakkerne". Den skal udgives hos Science Fiction Cirklen i løbet af efteråret, og det er en fremtidsdystopi om verden efter, at en verdensomspændende katastrofe har jaget folk indendørs. De lever nu i hermetisk lukkede boligkomplekser, hvor alle skal være brugbare, og hvis de ikke er det, så bliver de smidt ud. Hvilket er en dødsdom.
I romanen følger vi en gruppe onlinevenner der ikke er så brugbare, som omverdenen synes, de burde være, og deres kamp for retten til et værdigt liv alligevel.
Den anden roman hedder "I skyggen af Udgårdsø" og det er en voksengyser/thriller, med noget cosmic horror og en sund frygt for det, der gemmer sig i mørket. Den foregår på denne her lille ø, hvor jeg dykker ned i et klaustrofobisk lokalmiljø. Jeg undersøger hvordan man kan blive blind for ting, fordi man har vænnet sig til dem, indtil selv helt groteske uretfærdigheder eller hændelser forekommer hverdagsagtige.
Romanen udkommer hos forlaget Read.Die.Repeat engang hen imod slutningen af 2023.
Novellen er en lille horror-fortælling (der faktisk foregår i samme univers som Skyggeaksens kald 👀🤫) hedder "Elise" og udkommer til marts 2023 i Read.Die.Repeat's weirdart & horror antologi Bag spejlet og videre – en Alice i Eventyrlandsantologi.